Med dette initiativ ønsker VELUX FONDEN at gøre en forskel for ældre mennesker, som lever med et synstab, der påvirker deres livskvalitet negativt og udgør en overset befolkningsgruppe.

Synstab gør det svært at komme ud af huset og vanskeliggør deltagelse i aktiviteter og socialt samvær som fx at spise sammen med andre, når man ikke kan se, hvad der er på tallerkenen, eller om man rammer glasset, når man hælder op. Samtidigt udvikler synstabet sig ofte over en årrække og er usynligt for omgivelserne, med risiko for at den nødvendige hjælp kommer for sent og utilstrækkeligt.

Lys på liv med nedsat syn

Med bevillinger, hædersgaver og kald på forskningsprojekter satte VELUX FONDEN den 12. oktober 2021 fokus på en overset befolkningsgruppe, ældre med synstab.

Hvorfor er det relevant?

De fleste oplever, at synet bliver dårligere med alderen, men for en stor gruppe ældre bliver synstabet markant og irreversibelt, da de får aldersbetingede øjensygdomme, hvoraf nogle kan behandles, men ingen kan kureres. Særligt de, der ikke kan behandles, er usynlige og i risiko for at blive overset med væsentligt tab af livskvalitet og mestring af hverdagslivet til følge. Heldigvis er det kun en mindre del af de ældre, der bliver stærkt svagsynede eller blinde og dermed formelt set handicappet som følge af deres synstab. Først når man er stærkt svagsynet har man jf. Serviceloven ret til rehabilitering, som typisk varetages af et af 23 synscentre i Danmark (se oversigt over synscentre her). Men allerede inden synstabet er så markant, at man kan tale om et handicap, har synstabet alvorlige konsekvenser for den ældre. 

Gennem viden, oplysning og uddannelse af ældre med nedsat syn, pårørende, frivillige og sundhedsprofessionelle vil fonden kaste lys over konsekvenserne af at leve med alvorligt nedsat syn i alderdommen. Sigtet er at styrke de ældres egne ressourcer og at medvirke til at sikre den nødvendige hjælp i tide, så de kan fortsætte som aktive og deltagende samfundsborgere med et seniorliv med høj livskvalitet.

For at forbedre levevilkår og livskvalitet for ældre med synstab er der behov for både forskning, sociale projekter og konkrete aktiviteter. Derfor er initiativet knyttet til fondens uddelingsområder Aktive ældre, Aldringsforskning og Øjenforskning og Sociale indsatser i Danmark.

Målsætninger

Med initiativet ønsker VELUX FONDEN at støtte indsatser, der:

  • retter sig mod de ældre men også mod deres pårørende, civilsamfundsorganisationer, kommuner og sundhedsvæsen og kan være med til at bremse udviklingen af alvorligt synstab hos ældre gennem bedre og tidligere opsporing, viden om risikofaktorer og forebyggelse.
  • kan mindske gener i hverdagens aktiviteter som følge af synstab hos ældre og fremme integration og inklusion i sociale fællesskaber.

Ny viden

Den foreløbige afdækning af området viser, at der er stor mangel på viden om ældre med nedsat syn og deres muligheder, vilkår og livskvalitet. En kortlægning af ældres liv og udfordringer med synstab er derfor blevet udarbejdet af VIVE sammen med et inspirationskatalog med gode råd til ældre med aldersrelaterede øjensygdomme og deres pårørende.

Har du en ide til et projekt?

VELUX FONDEN inviterer forskere ved universiteter, universitetshospitaler eller tilsvarende til at indsende nye ideer til projekter, der med fokus på tidlig opsporing, risikofaktorer og forebyggelse af aldersrelaterede øjensygdomme kan være med til at bremse udviklingen af alvorligt synstab hos ældre:

 

Nyt opslag: Forskning om ældre med synstab

Frist for indsendelse af interessetilkendegivelser er 1. februar 2022 kl. 13.00.

Bevillinger til stærke kræfter 

Dansk Folkehjælp, Faglige Seniorer og Komiteen for Sundhedsoplysning skal udvikle ny viden og netværk, der kan sikre de ældre med synstab et aktivt liv.

Kontakt os:

Øjen- og aldringsforskning

Lise Bonnevie
Fondsrådgiver, programchef, VELUX FONDEN
Phone: 
+45 23 81 56 54

Sociale indsatser i Danmark

Vibeke Lybecker
Fondsrådgiver, programchef, VELUX FONDEN
Phone: 
+45 23 80 69 80

Aktive ældre

Frank Ulmer Jørgensen
Fondsrådgiver, programchef, VELUX FONDEN
Phone: 
+ 45 29 41 81 35